Vedsted Sø
af Henning S. Jensen

Vedsted Sø er 7,7 ha, har en middeldybde på 5 m og en maximum dybde på 12 m. Søen har temperatur lagdelte vandmasserne hver sommer og hvis bundvandet ikke tilføres ilt bliver det iltfrit i løbet af 1-2 måneder. Søen var tidligere (op til 1980) en klarvandet sø med udbredt undervandsvegetation og husede som den eneste sø i Sønderjylland grundskudsplanten Sortgrøn Brasenføde (Sdr. Jyllands Amt 2005). Søens tilstand blev forværret op til 1995, hvor restaurering blev igangsat. Restaureringen bestod i tilbagetrækning af træer fra bredden (for at mindske P-tilførsel fra bladfald), overgang til miljøvenlig jordbrugsdrift på tilstødende marker (MVJ-ordningen), sløjfning af bidrag fra enkeltejendomme og iltning af bundvandet for at øge binding af fosfor til jern. Restaureringen har imidlertid ikke ført til tydelig forbedring af vandkvaliteten og der er ikke målelige ændringer i vandets fosforindhold. Bundvegetationen er gået tilbage og meget af bunden er overgroet med trådalger. Et specialeprojekt fra 2003 har dokumenteret, at væksten af planteplankton er fosforbegrænset gennem hele vækstsæsonen.

Søen har ikke noget veldefineret tilløb eller afløb og indstrømning af overfladenært grundvand er meget beskedent. Samtidig tyder CLEARs undersøgelser på, at vandets opholdstid i søen er højere end de 2,7 år, som tidligere har været antaget.Vandbalancen er således præget af nedbør og fordampning samt tab af vand til det dybere liggende grundvandsmagasin. Alt tyder således på, at søens tilstand fastholdes af intern fosforbelastning (sæsonmæssig frigivelse af fosfor fra bunden).
CLEAR
har sammen med Miljøcenter Ribe og Haderslev Kommune foreslået at iltningen
standses i Vedsted Sø og at der i stedet tilføres aluminium til fældning af
fosfor til binding af fosfor i søbunden. Da vandet i Vedsted Sø har en ringe
bufferkapacitet mod den syre, som normalt dannes ved aluminium tilsætning, er vi
ved at udvikle en teknik, hvor et surt og et basisk aluminiumsprodukt blandes i
søvandet, således at tilsætningen sker pH neutralt. En sådan teknik har været
afprøvet i USA; men er dog aldrig blevet dokumenteret.

CLEAR har gennemført detaljeret kortlægning af undervandsvegetationen i 2007
og 2008, undersøgelse af trofisk struktur (fisk og bundfauna) i 2007 og har
lavet detaljerede målinger af vandkvaliteten i 2008. Disse målinger vil blive
gentaget i årene efter aluminiumtilsætning. Vi forventer at se betydeligt
klarere vand og mere udbredt bundvegetation i fremtiden og vi forventer at
effekten af aluminiumbehandlingen vil holde sig i mange år, da fosfortilførslen
fra land er under kontrol.
Yderligere oplysninger:
Henning S. Jensen (hsj@biology.sdu.dk)