Nye metoder gør det muligt at følge søens
puls
Peter
Anton Stæhr
Udvikling af nye målemetoder gør det muligt
at følge den daglige udvikling i de forhold som styrer stofomsætningen i en sø.
Dette åbner døren for en meget detaljeret indsigt i søernes komplicerede liv, og
forbedrer vores evne til at forstå og modvirke konsekvenserne af menneskeskabte
miljøforandringer.
Søers stofomsætning
Søer har ligesom mennesker brug for ilt til at fordøje den tilførte føde. I
modsætning til mennesker, foregår der en også en betydelig produktion af ilt i
forbindelse med at søens planter optager energi fra sollyset og laver nyt
plantemateriale ved en proces kaldet fotosyntese. Ændringer i søers iltindhold,
afspejler på dynamisk vis den biologiske balance (~stofomsætning) mellem
planternes produktion af ilt og iltforbruget (~respiration) fra alle søens
organismer. Hertil kommer en fysisk udveksling af ilt med luften som påvirkes af
vindforholdene og tilførsel af iltfattigt grundvand (Figur 1).

Figur 1. Iltkoncentration i en sø reguleres af den biologiske
aktivitet samt til og fraførelse af ilt fra luften og af indsivende
iltfattigt grundvand. Søens stofomsætning kan bestemmes ved at følge
ændringer i søens iltkoncentration.
Hvad styrer søens stofomsætning?
Mens vi længe har vidst at sæsonbetingede ændringer i lys og temperatur og
næringssalt forhold styrer den årlige variation, har vi først for nyligt erkendt
at der foregår betydelige kortvarige (~minutter, timer og dage) variationer i
søens stofomsætning. Vekslende lysforhold forklarer en stor del af disse
variationer, men langt fra det hele. Den seneste forskning tyder på et
kompliceret samspil af fysiske, kemiske og biologiske forhold, som kun
detaljerede og følsomme målinger kan afsløre.
Forskellige typer af søer fungerer endvidere fundamentalt forskelligt. Vi ved
f.eks. at en brunvandet skovsø har et ganske anderledes stofskifte end f.eks. en
lys åben klarvandet sø. Dette skyldes især de dårlige lysforhold og en større
tilførsel af svært nedbrydelige blade fra skoves træer. Det er også velkendt at
tilførsel af næringssalte (eutrofiering) ændrer stofskiftet i en sø ved at
stimulere opformeringen af planktoniske mikroalger. Endelig er der stærke
indikationer på at den igangværende klimaopvarmning vil ændre grundlæggende på
stofbalancen i tempererede søer.

Frivandsmålinger
De daglige ændringer i søens stofomsætning kan følges med fintfølende ilt
sensorer monteret på en flydende målebøje, som yderligere følger udvikling i lys
klimaet, temperatur og vindforhold (Figur 2).
Der er en række fordele ved at bestemme en sø’s
stofomsætning ud fra frivandsmålinger af ilt. Tidligere bestemte man produktion
og nedbrydning af organisk materiale ud fra måling af til- og fraførsel af
bakterier, blade, mikroskopiske dyr og planter og fisk til søen. Det svarer til
at man ville måle et menneskes stofskifte ved måling af fødeindtag og afføring
over et døgn, frem for moderne bioteknologiske metoder som kan registrere
ændringer i menneskets stofskifte over få minutter.
Fordelene ved at anvende frivandsmålinger er at: 1) Frivandsmålingerne
registrerer hele søens stofom-sætning, 2) Etablerede sammenhænge mellem søen’s
iltproduktion hhv. iltforbrug og de regulerende fysiske forhold, bestemmes under
naturlige og uforstyrrede forhold og 3) Ved at supplere ilt målingerne med
automatisk indsamlede målinger af lys, temperatur, opblandingsdybde og vind,
opnås en styrket forståelse af daglige ændringer i søens stofsomsætning og de
regulerende parametre. Mængden af mikroskopiske planktoniske alger (fytoplankton)
kan endvidere følges ud fra de automatisk indsamlede målinger af lysniveauet i
søen. Bøjemålingerne vil herved kunne bruges til at fastlægge de omstændigheder
der udløser og afvikler algeopblomstringer. Det skaber muligheder for en
betydelig mere detaljeret indsigt i søer’s liv end den eksisterende.

Figur 2. Bøje til frivandsmålinger af lysindstråling, temperatur,
vindhastighed og iltindhold. Ved at måle lysniveauet på flere dybder, kan
man bestemme mængden af planktoniske mikroalger da denne er tæt knyttet til
lyssvækkelsen. Temperaturmålinger på flere dybder kan bruges til at bestemme
om der er en fysisk lagdeling (springlag) i søen.
I projektet udføres frivandsmålinger på en række forskellige
søer, herunder Frederiksborg Slotssø. Det overordnede mål er at afklare hvad der
regulerer stofomsætningen i en sø, og forstå de relevante tidslige skalaer
(minutter, timer, uger, måneder og år) for de regulerende forhold. Udover at
forøge vores grundlæggende viden om livet i søer, anvendes den opnåede
forståelse til at forbedre en eksisterende matematisk model som beskriver
fysiske, kemiske og biologiske forhold i en sø. Herved vil vi få et vigtigt
værktøj til at forudsige og forstå effekten af miljøforandringer for livet i
søer. I relation til genopretningsprojektet på Frederiksborg Slotssø, drager
CLEAR projektet fordel af at der blev udført frivandsmålinger i 2003 og 2004 som
gør det muligt at vurdere betydningen af fiske-manipulation og fosfor udfældning
for søens stof-omsætning. |