Untitled Document

Frederiksborg Slottsø

Søen midt i Hillerød by er kendt viden om. Den omkranser Frederiksborg slot og danner en elegant vandig afslutning på barokhaven. Den kan beskues fra mange vinkler i og sågar fra vandsiden, hvis man tager en tur rundt på søen med turist-båden eller hvis man som medlem af den lokale lystfiskerklub, begiver sig ud i en robåd for at prøve fiskelykken.

Vandets sigtbarhed er ofte meget lav midt på sommeren og på overfladen ligger der i stille vejr et lag af de såkaldte blågrønalger. Det er kolonier af mikroskopiske alger (det lille billede). Foto: Kirsten S. Christoffersen

Går man en tur langs søen en varm sommerdag vil man både kunne lugte og se en stor mængde svævende, mikroskopiske alger. Vandet er grumset og på overfladen flyder der ofte en grønlig masse, som ænderne laver svømmespor i. Man fornemmer klart at vandkvaliteten i søen ikke er god. Når algemasserne skyller sammen langs bredderne spreder der sig tilmed en dårlig lugt.

Søen er gennemsnitlig 3,5 m dyb men det dybeste sted er ret faktisk lidt over 9 m. Søen har været målt op flere gange men den grundigste opmåling blev foretaget i 1996 af Thorkil Høy. Tilløb kommer via Teglgårdsøen, Teglværksgrøften og Badstuedammen og afløbet sker gennem Slotsmøllegrøften til Pøleåen. Søens vandstand reguleres vha. et stigbord.

Det er ikke kun alger der er for mange af – det gælder også bestandene skaller og brasen, som tilsammen udgør langt over halvdelen af alle fisk i søen. Mangfoldigheden af fisk hænger sammen med mængden af alger, for når vandet er uklart er det vanskeligt for rovfisk som gedde og sandart at se deres bytte. Resultatet bliver en skævvridning af fiskebestanden mod små fredsfisk, som så oven i købet forværre situationen, idet de næsten udelukkende æder dafnier og vandlopper, som ellers skulle have spist algerne. Og når det ikke sker, så forværres vandets sigtbarhed endnu og en skrue uden ende er i gang.

Søens areal er ca. 22 ha. Dybdekurverne viser, at søens dybeste del findes midt i den nordlige del af søen, mens hele den sydlige del er mere fladvandet med 2-4 meters dybde. © Copyright Kampsax Geoplan.

Miseren er de mange næringsstoffer som findes i bundslammet. De store mængder af fosfor og kvælstof, som er tilført Frederiksborg Slotssø har til alle tider været ugunstige for søen. Søen er fra tidlig tid blevet forurenet med affaldsprodukter fra landsby, herregård og slot. Forureningen er vokset i perioder hvor konge og hof har været mangfoldig og ikke mindst med den stigende befolkningstæthed omkring søen. I 1720 hedder det om vandet i søen, at det ofte er urent, slimet og ildelugtende. Søen blev oprenset i 1740 og måtte gennem de følgende 100 år flere gange tømmes og oprenses.

Selvom der i dag ikke tilføres nye nærigstoffer af betydning til søen, fordi alle spildevandstilledninger for længst er stoppet og alt spildevand sendes gennem rensningsanlæg, så lider søen af de gamle synder, idet der på bunden i den dybeste del er ophobet mange meter slam hvorfra der til stadighed udskilles næringsstoffer. Et syndrom man kalder sø-syge!

Søens historie
Søen er opstået som et dødishul efter sidste istid og er altså mere end 10.000 år gammel. Den oprindelige sø var været mindre og men også dybere end den nuværende. Senere opstemninger og udgravningerne har gjort den større.

Det er veldokumenteret, at der har været stor menneskelig aktivitet omkring søen siden 1200-tallet, hvor en stormand bygger gården Hilderuthsholm på en holm i landsbyen Hilderuth. Vandkraften til at drive gårdens kornmølle har man fået ved at dæmme søen op til den havde et vandspejl, som var ca. 2,5 m over det oprindelige niveau. Gården overgår til kongen i 1560 og nye ombygninger hæves vandspejlet igen. Slottet bruges af kongefamilien mere eller mindre intensivt de næste 300 år – dog afbrudt af en omfattende brand i 1859.

Der er findes enkelte optegnelser af søens vandmiljø flere hundreder år tilbage i tiden, men de første egentlige vandkemiske målinger blev foretaget i 1920'erne. Siden og ikke mindst i de sidste 50 år har søen været undersøgt intensivt fordi forskere på Ferskvandsbiologisk Laboratorium har haft søen så at sige i baghaven og har benyttet den som studieobjekt for sø-økologi i bred forstand.

For at få et indblik i søens miljøhistorie gennem hele dens eksistens, må man dog konsultere søens egen naturlige historiebog, nemlig den store mængde information som til stadighed - lag på lag - er blevet arkiveret i bundsedimenterne gennem de årlige aflejringer af døde dyr, alger og planter. Det er sket for nylig (2003) gennem et samarbejde mellem Ferskvandsbiologisk Laboratorium og Danmarks Geologiske Undersøgelser med støtte fra Frederiksborg Amt og Hillerød kommune.

Resultaterne viste, at søen har været meget næringsbelastet gennem de sidste 360 år – dvs. lige så længe der har været herregård og slot – men det var også tydeligt, at søen i perioder har haft et rigere dyre- og planteliv end det, vi kender i dag. I 1930-erne skrev C. Wesenberg-Lund om søens undersøiske skove, at de nu var en ”afglans af fordums tider” og med det henviser han til, at der i søen i slutningen af 1800-tallet fandtes store områder med undervandsplanter. I dag har søen en gennemsnits-sigtbarhed på under 1 m og det tillader stort set ingen undervandsplanter at gro.

Udtagning af boreprøver på Frederiksborg Slotssø i 2003 til analyser af rester af dyr og planter. Kerner på næsten 8 m mudder dækker ca. 360 år. Foto: Klaus Peter Brodersen.

Fremtidsperspektiverne?

Søen er næringsrig fra naturens hånd fordi den ligger i et rigt morænelandskab og er gennem århundrede tilført yderligere næring fra de aktiviteter, som byens og slottets borgere har udfoldet. Fortidens synder ligger i søens bund og frigives langsomt til vandet sådan at sø forbliver i den sø-syge tilstand. Det vil være ganske bekosteligt at fjerne de store mængder slam og sandsynligvis også miljømæssigt ganske kompliceret på grund af forekomster tungmetaller (bla. fra slottes kobbertage og tidligere småindustri i byen).

Alternative metoder forsøges i stedet anvendt i disse år (2005-2007) hvor Amtet og Kommunen med en kombination af regulering af fiskebestande ved massive opfiskninger af fredsfiskene og en kemisk binding af fosfor i bundlaget vha. aluminium vil medføre at søen får en bedre vandkvalitet og dermed et rigere dyre- og planteliv til glæde for byens borgere og brugere af søen. Tiden vil vise om det lykkes.

Artiklen er uddrag fra bogen ”Hillerød”, som udkommer i december 2006. Se mere på www.hilbib.dk/lokalharkiv/hilbog.htm